Til nyhedsoversigten

16.08.19

361,5°- pressemeddelelse

Jonas Pihl: Jupiter, 2019

Ny udstilling kredser om cirklen

Den 24. august åbner Augustiana Kunstpark og Kunsthal en ny udstilling med værker af Jonas Pihl, Jonas Hvid Søndergaard, Steen Ipsen og NN

Matematikkens love siger, at en cirkel er 360 grader. Men hvad nu, hvis det ikke er sandt. Den tidligere psykiatrisk patient på Augustenborg Sygehus, NN, brugte år på at påvise, at cirklen i virkeligheden 361,5 grader. Under sit ophold på sygehuset nedfældede han møjsommeligt sine formler og argumentationskæder på farverige plancher og foldede modeller, der skulle overbevise verden om hans påstand.

Det kommer der nu en udstilling ud af på Augustiana Kunstpark og Kunsthal. NN’s objekter indgår i udstillingen 361,5 grader sammen med værker af tre samtidskunstnere, der deler hans fascination af naturvidenskabelige fænomener i al almindelighed og cirklen i særdeleshed.

Udstillingen rummer malerier og planeter af Jonas Pihl, røde farvekridttegninger af Jonas Hvid Søndergaard samt et keramisk værk af Steen Ipsen.

– Ved at bringe NN’s objekter ind i en kunstudstilling på Augustiana i Augustenborg knytter vi an til byens historie og den lange periode, hvor Augustenborg Slot fungerede som psykiatrisk hospital, mens Det Hvide Palæ blev brugt til dagtilbud for psykiatriske patienter, forklarer kunstkonsulent ved Augustiana, Hanne Lundgren Nielsen.

Udstillingen i Det Hvide Palæ kan ses frem til 20. oktober. Augustiana holder i udstillingsperioden åbent tirsdag – søndag i tidsrummet kl. 12-16