23.01.24
De deltagende kunstnere er udvalgt på baggrund af et open call udskrevet af Foreningen Kunst På Arbejde. Dimittender fra Det Jyske-, Det Fynske- og Det Kongelige Danske Kunstakademi har kunnet ansøge om at bidrage, og i alt 15 kunstnere og 20 værker er kommet gennem nåleøjet. Tematisk kredser kunstnerne om alt fra mytologi, identitet og erindring over popkultur, krop og landskab til intimitet, teknologi og materialitet. Som samlet præsentation stiller ÅRGANG 2023 skarpt på de temaer og problemstillinger, som optager en ny generation af kunstnere.
Water purification center (2023) af Ayesha Ghaoul, foto Bjørn Pierri Enevoldsen
Udstillingens kunstnere er: Adele Marie Rannes, Ayesha Ghaoul, C Clement, Emil Krog, Gro Pechüle, Hannah Amalie Nielsen, Josefine Boel Johannessen, Kristina Fernos, Line Elkjær Frandsen, Mads Hyldgaard Nielsen, Mira Winding, Rebekka Hilmer Heltoft, Simon Ganshorn, Sabrina Lucia og Tobias Just.
– Det er fantastisk, at vi i Danmark har en institution som Kunst På Arbejde, der indkøber og udlåner kunst til arbejdspladser i hele Danmark, udtaler kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen, Augustiana Kunsthal og fortsætter, Vi er glade for samarbejdet og muligheden for både at vise vores publikum, hvad der rør sig på kunstscenen og samtidig gøre opmærksom på, Kunst På Arbejdes prisværdige virke.
– For Kunst På Arbejde er det en fornøjelse at kunne præsentere den nye og aktuelle samtidskunst med netop nyuddannede kunstnere i Augustiana Kunsthal, udtaler Kunst På Arbejdes direktør, Tanya Lindkvist, og understreger endvidere:
Kunsten spiller en afgørende rolle for vores liv, vores samfund og ikke mindst fremtid. Samtidskunsten er en drivkraft for kreativitet og innovationskraft og kan samtidig skabe inspiration og udvide vores forestillingsevne. Det glæder vi os til at vise i Augustianas kunsthal og ikke mindst til at få flere medlemmer i Sønderjylland, som kan sikre kunst ude på de sønderjyske arbejdspladser.
Tanya Lindkvist deltager torsdag den 7. marts i TALK på Augustiana, hvor hun i samtale med kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen diskuterer kunstens potentiale i erhvervslivet.
Kunst På Arbejde er en non-profit kunstforening, der blev etableret i 1954. Alle kunstværker, som KPA erhverver, cirkulerer blandt medlemmerne. De senere år har Kunst På Arbejdet prioriteret indkøb af nyuddannede kunstnere og med ÅRGANG 2023 sammensat en udstilling med værker af de helt unge talenter. Inden udstillingen sendes i cirkulation blandt Kunst På Arbejdes medlemmer præsenteres den tre steder i landet, og nu også i Sønderjyllland.
ÅRGANG 2023 er den anden af fem Årgangsudstillinger, som Kunst På Arbejde har sammensat med generøs støtte fra kunstmæcenerne Trine og Gunnar Kjems. Udstillingen er tidligere blevet vist på Møstings Hus i december 2023 og på Det Fynske Kunstakademi og Art Herning i januar 2024.
FAKTA
Fernisering:
Lørdag den 3. februar kl. 14-16. Alle er velkomne
Udstillingsperiode:
3. februar – 10. marts 2024
Talk:
Torsdag den 7. marts kl. 17-18. Gratis adgang, men tilmelding til augustiana@sonderborg.dk er påkrævet
Entré og åbningstid:
Tirsdag-søndag kl. 12-16, mandag lukket. Gratis adgang
Adresse:
Augustiana Kunstpark & Kunsthal, Palævej 10-14, 6440 Augustenborg
Websites:
Årgang 2023 » Augustiana og Årgang 2023 – Kunst På Arbejde (kunst-paa-arbejde.dk)
For yderligere information og pressemateriale, kontakt venligst
Kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen, hnnl@sonderborg.dk, 21 62 44 52