06.04.21
Augustiana Kunsthals aktuelle udstilling Ankomst 2021 viser værker af tre kunstnere; Kåre Frang, Astrid Sonne og Erik Hällman – alle kunstnere, som tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København sidste år. Udstillingen vises i Det Hvide Palæs stueplan, hvor de tre kunstnere har geninstalleret deres afgangsprojekter og skabt et nyt univers omkring dem.
De tre kunstneres værker er bud på nogle af de forskellige tendenser, som karakteriserer den aktuelle kunstscene.
Kåre Frang tematiserer store livsomvæltende forandringer og undersøger, hvordan vi som mennesker forholder os til dem. Værket Changes består dels af overdimensionerede barselspotter, der forholder sig abstrakt til begrebet størrelse og dels af en video, der forholder sig abstrakt til begrebet tid.
Astrid Sonnes Things Do Not Exist Without Being Full Of People består af hule, hvide tennisstrømper installeret som fritstående rørsystemer og en serie grafiske billeder med aftryk af strømper. Med sine formstærke objekter udforsker hun hverdagstingenes poetiske potentiale og undersøger forholdet mellem skulptur og krop og mellem billede og ting.
Under titlen Glowbaby udstiller Erik Hällman en serie malerier af pap, tekstil og fundne genstande, der både konkret og konceptuelt tager afsæt i et atomkraftværk i Sverige og det omgivne naturreservat.
– Augustiana Kunsthal skal være en platform for den eksperimenterende og professionelle samtidskunst, siger kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen. – Når vi inviterer nyuddannede kunstnere fra akademiet indenfor, giver vi plads til kunstnere, der ikke har et langt CV, men til gengæld har føling med de tendenser, der rør sig på den aktuelle kunstscene.
Udstillingsprogrammet for 2021 er støttet af Statens Kunstfond og Det Obelske Familiefond.
FAKTABOKS
Udstillingsperiode: 21.04.21 – 16.05.21
Åbningstid: Tirsdag-søndag i tidsrummet kl. 12-16
Foto: Installationsview af Kåre Frangs, Astrid Sonnes & Erik Hällmans værker. Foto Kåre Frang.
Entré: Gratis adgang.
Adresse: Augustiana Kunstpark & Kunsthal, Palævej 10-14, 6440 Augustenborg
For yderligere information, kontakt venligst
Kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen, hnnl@sonderborg.dk, 21 62 44 52
www.augustiana.dk