Til nyhedsoversigten

06.05.26

ANNE MARIE PLOUG: UNATTENDED

Pressemeddelelse 05.05.2026

LIVET I SKYGGEN KAN VÆRE MEGET RIGT
Ny overdådig soloudstilling med grafiker Anne Marie Ploug åbner på Augustiana Kunsthal 16. maj kl. 14. Udstillingen Unattended tager afsæt i historien om palæets første beboer, prinsesse Louise, der levede et stille, men intellektuelt rigt liv langt væk fra verdens larm.

Augustiana Kunsthal præsenterer soloudstillingen Unattended med grafiker Anne Marie Ploug – en af dansk grafiks mest markante og nyskabende stemmer. Med et eksperimenterende og legende greb udfordrer Ploug grafikkens grænser og inviterer publikum ind i en billedverden, hvor det oversete, skrøbelige og seje får ny opmærksomhed.

Anne Marie Ploug er kendt for sin kompromisløse tilgang til grafikken. Hun mestrer en lang række teknikker – og blander dem frit i sit arbejde. Hos Ploug er regler til for at blive brudt, og nogle gange er det ikke det færdige tryk, men selve kobberpladen, der bliver værket.

Grafik er mit sprog, men også mit frirum. Jeg interesserer mig for det, der opstår, når man slipper kontrollen og lader materialet tale med, siger billedkunstner Anne Marie Ploug.

Udstillingens billedverden kredser om planter og vækster som metaforer for livets modsætninger: det sarte og det stærke, det sårbare og det modstandsdygtige. Ploug retter blikket mod det, der lever i skyggen – det forladte, det oversete og det, ingen umiddelbart lægger mærke til. Unattended er en invitation til at sænke tempoet og lade blikket glide ud i periferien, hvor livet folder sig ud, når man giver det opmærksomhed.

Anne Marie Ploug arbejder konsekvent med grafikken som en undersøgende og rumlig praksis. Hendes værker insisterer på, at det, vi ofte overser, rummer både styrke og modstand. Unattended passer præcist ind i Augustianas historiske rammer, hvor fortællinger om liv i udkanten – både geografisk og socialt – stadig kan mærkes, siger Katrine Møller Madsen, kunstfaglig leder på Augustiana Kunsthal.

I udstillingen bevæger Ploug sig ind i historien om Augustianas første beboer, prinsesse Louise, der levede et stille, men intellektuelt rigt liv i Augustenborg, langt fra hovedstaden. Prinsessen var fysisk misdannet af vækst og blev derfor anset som uegnet til ægteskab, men hun var belæst og dybt engageret i blandt andet astronomi og teologi. Med afsæt i denne fortælling undersøger Ploug, hvordan liv i skyggen kan rumme både skrøbelighed og styrke – og hvordan vores forestillinger om det marginale kan nuanceres.

Biografi
Anne Marie Ploug (f. 1966) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hun har haft en række markante soloudstillinger på danske kunstmuseer og udstillingssteder, herunder Kastrupgaardsamlingen og Horsens Kunstmuseum. Ploug har modtaget flere legater og priser, blandt andet Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens hæderslegat i 2019 og Leo Estvads hæderslegat i 2025.

Udstilling
Anne Marie Ploug: Unattended

Fernisering
Lørdag 16.05.2025 kl. 14-16

Periode:
16.05.2026 – 26.07.2026

Lokalitet:

Augustiana Kunsthal, Palævej 10-14, 6440 Augustenborg.

Entré:
Gratis entré

Støttet af: 

Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Sønderborg Kommune