Året rundt
Hvornår er noget et sprog? Og hvornår er det en dialekt? Har det en hær og har det en konge, ja så er det et sprog, hvis ikke, så er det en dialekt. Ud fra den definition er ‘synnejysk’ en dialekt omend en særlig én af slagsens. Dialekten udmærker sig ved at have ord og vendinger, der ikke kendes i resten af landet, ord som er i fare for at forsvinde, fordi den yngre generation ikke bruger dem længere.
50 af de mest originale ord er i løbet af 2020 parkeret i Augustiana Kunstpark, hvor de vil stå, indtil de har fået opmærksomhed og kærlighed nok til, at vi tør slippe dem ud i den danske sprogtrafik igen. Pindene er lavet i samarbejde med Væksthuset, Sønderborg Kommune.
Synnejysk ordPARKering ledes af en jury bestående af Prof. Dr. Elin Fredsted, Europa-Universität Flensburg, Tage Lametsch og Ann Posselt, Æ Synnejysk Forening. Juryen har i samarbejde med kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen, Sønderborg Kommune udvalgt ordene og arbejdet med formidlingen af projektet.
Faktaboks:
Augustiana Kunstpark & Kunsthal ligger smukt ved Augustenborg Fjord og byder på kunstoplevelser både ude og inde. Institutionen drives af Sønderborg Kommune. Parken ved Augustiana forandres i disse år fra en ‘Skulpturpark’ til en ‘Kunstpark’, og ordprojektet er et godt eksempel på, hvilke typer af oplevelser parkens gæster vil blive præsenteret for.
Tid:
Kan opleves i parken 24/7 året rundt.
Sted:
Augustiana Kunstpark, Palævej 10-14, 6440 Sønderborg. Du kan finde ordene spredt rundt omkring i parken.
Samarbejdspartnere:
Sønderborg Bibliotek, Æ Synnejysk Forening, Væksthuset og Sønderborg Kommune
Entré:
Gratis
Er der et ord i Projekt synnejysk ordPARKering du ikke kender? Slå det op i vores ordbog, og lær mere om det synnejysk’ sproch.
Kom forbi Augustiana og få en flyer, så kan du prøve quizzen og test dine sprogkundskaber. Du kan ikke vinde noget – men måske blive lidt klogere på den synnejyske dialekt.