Til nyhedsoversigten

17.08.21

Claydies – EN CLAYDIES AFFÆRE

Med udstillingen En Claydies Affære tager kunstnerduoen Claydies, alias Karen Kjældgård-Larsen og Tine Broksø, tidens selfie-kultur under kærlig behandling.

Selfie-begrebet rummer både et element af selvhøjtidelighed, men ofte også ironi, spontanitet og humor. På uhøjtidelig og humoristisk vis undersøger Claydies med deres udstilling fænomenet ’museums-selfien’ – dvs. den særlige form for fotografier, hvor folk poserer og iscenesætter sig selv foran eller omgivet af fængende og farverige kunstværker.

Deres keramiske værker er udformet som torsoer af netundertrøjer og t-shirts, dametrusser eller bukser og nederdele. Bundløse fade indbyder til at kravle under bordet, tage et æble i munden og præsentere sit hoved på et fad. Kander opstillet i hoftehøjde inviterer alle køn til at lege mand for en dag.

–  Claydies værker inviterer publikum til at interagere med værkerne, men giver samtidig anledning til at reflektere over, hvordan vi egentlig betragter, opfatter – og fotograferer kunst, siger kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen. På den måde er udstillingen både et humoristisk og seriøst indspark i en aktuel diskussion om, hvordan vi fremstiller os selv på de sociale medier, fortsætter hun.

Claydies gjorde deres entré på den danske kunst- og designscene for 20 år siden med deres ikoniske ’frisureskåle’, som også kan opleves på udstillingen. Med skålene vakte Claydies stor opmærksomhed og puffede til kunsthåndværkets selvforståelse gennem en konceptuel leg mellem kunst og design, ironi og selviscenesættelse. Med udstillingens store beklædningskrukker knytter Claydies an til deres oprindelige udgangspunkt og viser netop, at legen som en kunstnerisk strategi stadig er yderst sprudlende, frisk og aktuel.

I Augustiana Kunstpark findes der allerede tre af kunstnerduoens keramiske ’selfie’-objekter. De udendørsværker er udformet som henholdsvis en bluse, en nederdel og en opsat frisure, alle inspireret af den flamboyante prinsesse og enkehertuginde Louisa Augusta, som boede i Det Hvide Palæ fra 1820-1843. Det selvsamme palæ, som resten af udstillingsåret 2021 nu danner ramme om En Claydies Affære.

 

Fakta om Claydies

Tine Broksø og Karen Kjældgård-Larsen udgør tilsammen duoen Claydies. De er begge uddannede keramikere fra Danmarks Designskole i 2000. Claydies blev dannet samme år med det mål at lave en fælles kunstnerisk identitet. De to ladies har arbejdet med clay lige siden. Claydies arbejder med keramik, unika, udstillinger og design og angriber områderne på nye måder, for at finde nye udtryksformer. De vender op og ned på det vante, vender ting på hovedet og fletter nye betydninger og historier ind i det velkendte. Claydies har modtaget legater fra bl.a. Statens Kunstfond, og har udstillet på Museer og gallerier i Danmark og udland. De er kendt for at nytænke design og unika, bl.a. ved at fremvise keramik på catwalk. Karen Kjældgård-Larsen er desuden kendt for stellet Mega Mussel som produceres af Royal Copenhagen. www.claydies.dk

 

Udstillingen åbner fredag den 27. august, hvor alle er velkomne i tidsrummet kl. 16.00 – 18.00. Kunstnerne vil være til stede.

Udstillingsperiode: 28. august – 28. november 2021

Mere om udstillingsprogrammet: https://augustiana.dk/udstillinger/

Entré og åbningstid: Tirsdag-søndag kl. 12-16, mandag lukket. Gratis adgang

Adresse: Augustiana Kunstpark & Kunsthal, Palævej 10-14, 6440 Augustenborg

Foto: Claydies, portræt. Foto Mads Hagedorn-Olsen

For yderligere information, kontakt venligst

Kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen, hnnl@sonderborg.dk, 21 62 44 52