15.09.20
Fie Norsker genopliver i sine fabulerende og sirligt malede billeder en svunden tids folketro og giver den et nutidigt og fascinerende visuelt ansigt. Udstillingen, der, som alle Fie Norskers soloudstillinger, har titlen ’Rivers End’, rummer bl.a. en mindre serie nye akvareller, der tager udgangspunkt i en samling af gamle sagn og fortællinger fra Als. I akvarellen ’Jomfruen og Ternen’ er Fie Norsker inspireret af fortællingen om mordet i Thorsmose . Ifølge sagnet forelsker en ridder fra Asserballe sig i en ærbar jomfru. Da ridderen på en aftenridetur møder jomfruen og dennes terne (tjenestepige) ved Thorsmose, erklærer han sin kærlighed – men bliver afvist. Det gør ridderen så rasende, at han straks drager sit sværd og resolut kløver hovedet på både jomfruen og ternen, da de forsøger at flygte fra ham. Ridderen smider ligene af de to unge kvinder i mosens uindviede jord. Flere har berettet om, hvordan de har set to skikkelser svæve lydløst ned af bakken mod Thorsmose netop på det sted, hvor de to unge kvinder blev dræbt, og det er den del af historien, som Fie Norsker skildrer i sin akvarel.
Udstillingen ’Rivers End’ fylder to sale i stueplan i Det Hvide Palæ og rummer i alt 15 akvareller og fem keramiske objekter.
Cecilia Westerbergs udstilling ‘Herbarium – en samtale med planter’ er drevet af kunstnerens lidenskab for planter, videnskab og kulturhistorie. Cecilia Westerberg flyttede i sommeren 2020 ind i Augustianas kunstnerbolig og tilbragte tre dage med at indsamle planter fra kunstparken og nærområdet. Især blomster fra vejkanterne er blevet omdrejningspunktet for en plantebaseret udstilling, der vises i en af Det Hvide Palæs smukke sale. Herfra er der en enestående udsigt til parken og fjorden. Netop vekselvirkning mellem kunstnerens poetiske undersøgelser af planternes kulturelle, farvemæssige og folkemedicinske egenskaber og Augustianas arkitektur og beliggenhed skaber en smuk visuel fortælling om og med planter.
Udstillingen ’Herbarium – en samtale med planter’ fylder et rum og består af en installation af farveprøver udvundet af planter fundet i området, en samling af pressede planter samt tryk med tegning.
–Det er en af vores ambitioner, at få kunstnerne til at arbejde med stedspecifikke elementer, som gør det særligt relevant at præsentere deres værker netop på Augustiana, fortæller kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen. Fie Norsker og Cecilia Westerbergs arbejder meget forskelligt, men de tager udgangspunkt i henholdsvis historien og naturen på Als, og det giver udstillingerne en lokal forankring, som vi glæder os til at præsentere for vores gæster.
Udstillingerne er støttet af Statens Kunstfond og kan ses frem til 22. november 2020.
Mere om udstillingerne: https://augustiana.dk/kalender/
Mere om Fie Norsker: https://kunsten.nu/journal/ugens-kunstner-fie-norsker/
Mere om Cecilia Westerberg: https://ceciliawesterberg.com/
Entré og åbningstid: Tirsdag-søndag kl. 12-16, mandag lukket. Gratis adgang
Adresse: Augustiana Kunstpark & Kunsthal, Palævej 10-14, 6440 Augustenborg
For yderligere information, kontakt venligst
Kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen, hnnl@sonderborg.dk, 21 62 44 52