11.06.21
Projektet består dels af en udstilling af skulpturer, terrarier og digitale projektioner i Det Røde Palæ, dels af en kunstrute i Augustiana Kunstpark og Augustenborg Skov. Her vil flere værker over et større område udgøre en sammenhængende rute, som de besøgende kan vandre ad. På den måde bliver publikum til en aktiv medspiller i kunstoplevelsen, hvor det ikke blot handler om værkerne i sig selv, men lige så meget om deres samspil med naturen og den oplevelse, det giver at bevæge sig ad ruten og navigere efter et kort.
En lang række emner og referencer vil danne en sammenhængende fortælling for hele projektet. Centralt står genfortolkningen af en fjern fortid og forestillingen om en mulig fremtid. Det ukendte underjordisk liv og overnaturlige fænomener mødes med den nyeste bioteknologi, tidsrejse og multidimensionalitet.
– I Augustenborg er den epoke, som knytter sig til hertugernes tid på slottet, meget nærværende, men Georg Jagunov går med sit projekt mange tusinde år længere tilbage i tiden, fortæller kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen og fortsætter – Georg har været på flere researchture hernede og er dybt fascineret af landskabet på Als og de spor, som fortiden har afsat. Hans projekt kaster lys over fortiden, men sætter samtidig også perspektiv på fremtiden.
I 2022 arbejder Georg Jagunov på et lignede projekt i Liselund Slotspark på Møn. De to projekter udgør to kapitler i en sammenhængende fortælling, som kunstneren kalder Hierarchy of Concealment II. (Det skjultes hierarki)
Georg Jagunov er fra Belarus og bor i København. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2011 (MA i mediekunst). Siden har han mest arbejdet med digital collage, animation, projection mapping og scenografi. Sammen med arkitekter fra JAC studios har han skabt midlertidige og permanente installationer til Krigsmuseet (DK), Davids Samling (DK) og Yumin Art Nouveau Collection (KOR). Serien af kinetiske projection mapping skulpturer – Khlora (2016), Kleth (2017) og Marena (2019) blev udstillet på Sabsay galleri og Den Frie Udstillingsbygning og erhvervet til Studio Oliver Gustav og Faurschou Foundations samlinger.
I 2017 gik Georg gennem en periode med digital detox og begyndte at lede efter alternativer til sin computerbaserede kunstpraksis. Under en forskningstur til Møn opdagede han skønheden og styrken i rå flint, som findes i rigelige mængder i de danske landskaber. Han har brugt utallige timer på at søge, læse og bearbejde flint. Hans seneste og kommende projekter finder ofte sted i naturens omgivelser med særligt fokus på lokal geologi, landskab, forhistorie og mytologi.
Udstillingen og kunstruten åbner fredag den 25. juni, hvor alle er velkomne i tidsrummet kl. 16.00 – 18.00: Kunstneren vil være til stede. Husk coronapas.
Udstillingsperiode: 25. juni – 19. september 2021
Mere om udstillingsprogrammet: https://augustiana.dk/udstillinger/
Entré og åbningstid: Tirsdag-søndag kl. 12-16, mandag lukket. Gratis adgang
Adgang kræver indtil videre coronapas
Adresse: Augustiana Kunstpark & Kunsthal, Palævej 10-14, 6440 Augustenborg
Foto: Embyro Core I, II og III. Foto: Georg Jagunov
For yderligere information, kontakt venligst
Kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen, hnnl@sonderborg.dk, 21 62 44 52