Til nyhedsoversigten

10.07.22

SWEET TO TONGUE & SOUND TO EYE

‘Sweet to Tongue and Sound to Eye’ er titlen på en ny udendørs udstilling med skulpturel samtidskunst, som fra 6. august til 23. oktober vises i parken omkring Augustiana. 

Med grobund i de smukke og enestående omgivelser omkring palæerne i Augustenborg Slotspark har kurator Sophia Luna Portra sammensat en poetisk skulpturudstilling med værker af tolv kunstnere. Udstillingens titel og tema stammer fra digtet ‘Goblin Market’ af den britiske digter Christina Rossetti fra 1862. Med udgangspunkt i digtet handler udstillingen om forførelse, seksualitet, handel, overgreb, natur og kærlighed – men frem for alt om, hvad der ligger til grund for vores forståelse af naturen.

På udstillingen er etablerede såvel som helt unge og nyuddannede kunstnere repræsenteret. Stil- og materialemæssigt udtrykker de tolv kunstnere sig vidt forskelligt, men fælles for dem er en eksperimenterende tilgang til skulpturgenren med vægt på det sanselige og organiske.

Udstillingens værker er placeret med god afstand, således at de får hvert deres territorie at udfolde sig på, men samtidig udgør en sammenhængende udstilling, som parkens gæster kan gå på opdagelse i. Der er til udstillingen produceret et hæfte, som indeholder et oversigtskort med angivelse af skulpturernes placering, små præsentationer af værkerne samt uddrag af Rossettis digt.

Christel Leiendecker, formand for udvalget Kultur, Idræt og Medborgerskab åbner udstillingen lørdag den 6. september kl. 14, hvor alle er velkomne. Til ferniseringen trakteres gæsterne med udstillingens spiselige kunstværk, ‘Iolanthe’s Feast’, som kun eksisterer denne ene dag. Værkets titel baserer sig på eventyret om den blinde prinsesse Iolanthe, der får synet tilbage ved et kys fra sin elskede – med alt hvad synet indeholder af glæde og gru. For de, der ikke når at opleve det spiselige værk, har kunstneren Johanne Stoffersen udgivet kogebogen ‘Dishes to cry to’, som kan købes på Augustiana i udstillingsperioden.

Fakta om udstillingen:

Kunstnere:
Stella Beling, Frederik Exner, Ava Samii, Noah Umur Kanber, Theodor Nymark, Marianne Hesselbjerg, Johanne Stoffersen, Alberte Harboe Westergaard, Rolf Nowotny, Martin Brandt Hansen, Kristoffer Bech, Lea Guldditte Hestelund
Kurator:
Sophia Luna Portra
Periode:
6. august – 23. oktober 2022
Sted:
Augustiana Kunstpark & Kunsthal, Palævej 10-14, 6440 Augustenborg
Åbningstid:
Parken er åben døgnet rundt, året rundt
Entré:
Gratis
Støttet af:
15. Juni Fonden
Pressefoto:
Frederik Exner: Fuglebad nr. 4, 2019, beton.

For yderligere information og flere pressebilleder kontakt venligst:

Hanne Lundgren Nielsen
Kunstkonsulent

Augustiana Kunstpark & Kunsthal
Palævej 10-14, 6440 Augustenborg
M 21 62 44 52
hnnl@sonderborg.dk
www.augustiana.dk