27.01.26
Pressemeddelelse 27.01.2026
GLEMMER DU, SÅ HUSKER JEG… NOGET
Ny stor udstilling på Augustiana Kunstpark + Kunsthal handler om, hvordan vi ser virkeligheden og erindrer den. Det er nemlig aldrig helt enkelt, og det viser billedhugger Tina Maria Nielsen i udstillingen Lost and Gained – en omfattende række eksperimenterende skulpturelle værker, der udfordrer vores opfattelse af erindring, materialitet og forandring.
Tina Maria Nielsen er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og arbejder med aftryk af allerede eksisterende genstande – fra hverdagsobjekter til ikoniske antikke skulpturer. I Lost and Gained på Augustiana Kunstpark + Kunsthal udforsker hun, hvad der tabes og vindes, når former genskabes i nye materialer som paraffin, voks, gips, aluminium og bronze.
Udstillingens nyeste værker tager udgangspunkt i den antikke marmorskulptur Mnemosyne fra Louvres samling. Nielsen har filmet skulpturen og omsat optagelserne til en 3D-fil, som danner grundlag for en serie nye værker i varierende skala og materialer: krumme aluminiumsskaller med blød voks, en flagrende bronzedrapering og en monumental hvid flamingoskulptur. Den antikke moderfigur giver anledning til nye former, nye spor og nye erindringer.
Med udgangspunkt i Augustenborgs historiske lag – fra krige, grænsedragninger og hverdagsliv til statspsykiatriens tid på slottet – inviterer udstillingen publikum til at reflektere over, hvad erindringer er, og hvilken funktion de har. Erindring forstås ikke som en præcis gengivelse af fortiden, men som en rekonstruktion, formet af nutidens blik, behov og erfaringer.
Lost and Gained er en sanselig og indsigtsfuld udstilling, der undersøger forholdet mellem fortid og nutid, mellem det bestandige og det forgængelige – og mellem det, vi mister, og det, vi skaber på ny.
Om kunstneren
Tina Maria Nielsen (f. 1964) er billedhugger og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hendes værker har været vist nationalt og internationalt, og hun har haft markante soloudstillinger på førende danske kunstmuseer og udstillingssteder. Hun har modtaget flere legater fra Statens Kunstfond og blev i 2018 tildelt Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris for billedhuggere. Siden 2016 har hun været medlem af Akademirådet og er desuden medlem af Grønningen, Kunstnersamfundet og Billedkunstnernes Forbund (BKF).
Udstilling
Tina Maria Nielsen: Lost and Gained
Fernisering
Lørdag 07.02.2025 kl. 14-16
Periode:
07.02.2026 – 26.04.2026
Lokalitet:
Augustiana Kunsthal
Palævej 10-14
6440 Augustenborg
Entré:
Gratis entré
Støttet af:
Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Sønderborg Kommune