Carl Emil Jacobsen: Blodregn
22.05.2027 – 15.08.2027
Hvordan ser et landskab ud, når det bliver til farve? I Blodregn undersøger Carl Emil Jacobsen geologi, klima og kulturhistorie gennem pigmenter udvundet direkte af det sønderjyske landskab. Nye skulpturer og installationer skabt til Augustiana forbinder lokale materialer med globale kredsløb, mens arbejdende maskinskulpturer i parken fremstiller pigmenter som en levende del af udstillingen. Blodregn er en sanselig og stedsspecifik oplevelse om jord, farver og de spor, vi efterlader i verden.
Carl Emil Jacobsen (f. 1990) er billedkunstner uddannet fra Det Jyske Kunstakademi. Hans praksis kredser om materialer, landskaber og de spor, mennesker sætter i naturen. Gennem skulptur, installation og stedsspecifikke projekter undersøger han forbindelser mellem geologi, industrihistorie og samtidens klimaudfordringer. Med afsæt i lokale råstoffer og håndværksmæssige processer skaber han værker, der forbinder kunstnerisk fordybelse med naturvidenskabelige og kulturhistoriske perspektiver. Carl Emil Jacobsen har udstillet på en række danske kunstinstitutioner og arbejder ofte i tæt dialog med de steder og miljøer, han undersøger.
Udstillingen er støttet af Sønderborg Kommune og Statens Kunstfond.