Med sin legende tilgang inviterer Maria Viftrup publikum til at deltage i skabelsen af 200 skulpturer, som bliver en del af udstillingen. De indgår i værket Temporary Archive of Object Ecosystems, som består af taktile skulpturer skabt af gelatinebaseret bioplast. Materialet, der minder om forvokset vingummi, har Maria selv skabt i sit køkken for at sætte gang i samtaler om materialer, forbrug og bæredygtighed.
Med på udstillingen er også Material Pigment Archive, en samling af 208 reagensglas, der indeholder farvepigmenter udvundet af affald. Maria Viftrup har knust og pulveriseret forskellige brugte genstande, fx en tandbørste, en latexhandske og en refleksbrik – og på den måde omsat materiale til farve.
Det tredje værk på udstillingen er fotoserien Horizontal Investigations. Maria Viftrup har, med sans for farver og skønhed i verden omkring os, fundet sine motiver i noget så dagligdags som et parcelhuskvarter.