25.09.20 – 22.11.20
Cecilia Westerbergs udstilling ‘Herbarium – en samtale med planter’ er drevet af kunstnerens lidenskab for planter, videnskab og kulturhistorie. I sommeren 2020 flyttede hun ind i Augustianas kunstnerbolig og tilbragte tre dage med at indsamle planter fra kunstparken og nærområdet. Især blomster fra vejkanterne er blevet omdrejningspunktet for en plantebaseret udstilling, der vises i et af Det Hvide Palæs smukke lokaler. Herfra er der en enestående udsigt til parken og fjorden. Netop vekselvirkning mellem kunstnerens poetiske undersøgelser af planternes kulturelle, farvemæssige og folkemedicinske egenskaber og Augustianas arkitektur og beliggenhed skaber en smuk visuel fortælling om og med planter.
Udstillingen består af en installation af farveprøver udvundet af de planter, som Cecilia Westerberg har fundet på stedet, en samling af pressede planter samt tryk med tegning.
Cecilia Westerberg (f.1967) er uddannet billedkunstner og har siden 2000 udstillet i både udland og på flere museer i Danmark. Hun er kunstneren bag den succesfulde udstilling Alkymistens Laboratorium, som er vist på fire museer i Danmark og nu senest på Malmø Kunstmuseum.
Westerberg arbejder i flere medier såsom animation, tegning, planter, men altid stedsspecifikt og ud fra et tema.
Fascinationen af sammenhængen mellem videnskab, natur og magi er den grundlæggende præmis for hendes arbejde.