25.09.21 – 28.11.21
Med udstillingen LAILA UTI slår Augustiana dørene op for en total-installation, der går på tværs af kunstgenrerne og inddrager maleri, tekstilobjekter og arkitektur. Se hendes udstilling online.
Udstillingen er skabt af Mette Winckelmann og bygget op omkring 3 meter høje vægmoduler, der tilsammen danner et forløb, man kan gå rundt i. Malerier, beklædningsgenstande, lærreder og tekstilobjekter er ikke som vanligt ophængt på søm, men læner sig op ad modulerne i grupper eller sektioner. Mette Winckelmann skaber på den måde nye abstrakte strukturer, som man skal sanse mere end forstå.
Udstillingens titel, LAILA UTI, er hentet fra en tøjbutik på Nørrebrogade i København. To bogstaver er med tiden forsvundet på butiksfacaden, og LAILA BUTIK er blevet til LAILA UTI. Den forskydning af betydning, som opstår, når bogstaverne mangler, harmonerer med den måde, som udstillingen hele tiden skifter karakter på, når man bevæger sig rundt i den.
Mette Winckelmann har tidligere vist LAILA UTI i Viborg Kunsthal og for en kort stund i foråret 2020 på Augustiana, hvor den desværre kun nåede en kort visningsperiode pga. Covid 19-krisen. Nu geninstalleres udstillingen i en ny og udvidet version i Det Hvide Palæs herskabelige rum, hvor den afrunder udstillingsåret 2021.
Mette Winckelmann (f. 1971) er opvokset i Guderup på Als, men har i dag base i København. Hun er uddannet fra Academy of Art and Design, Bratislava, Slovakiet i 1996-97 og ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, København i 1997-03. Mette Winckelmann er repræsenteret på museer og samlinger i ind- og udland, bl.a. Statens Museum for Kunst i København. Af tidligere soloudstillinger kan bl.a. nævnes Stop Calling Me Names på Gl. Holtegaard, 2018 og Come Undone på Overgaden, 2016 samt senest Flags of Freedom, der både blev vist i Le Bicolore, Paris og Munkeruphus i nordsjælland. Mette Winckelmann står bag flere markante kunstværker i det offentlige rum, bl.a. den lange mur, der omkranser Viborg Kunsthal, og hun arbejder pt. på en stor keramisk udsmykningsopgave til det nye universitetshospital i Køge. I 2019 blev Winckelmann tildelt det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Den Obelske Familiefond.
Periode:
25.09.21-28.11.21
Lokalitet:
Det Hvide Palæ
Kunstnere:
Mette Winckelmann
Entré:
Gratis entré
Støttet af:
Statens Kunstfond og Det Obelske Familiefond
Fotos:
Torben Petersen