De tre keramiske skulpturer er skabt af kunstnerduoen Claydies som en hyldest til den flamboyante prinsesse Louisa Augusta, der som enkehertuginde boede i Det Hvide Palæ fra 1820-1843. Skulpturerne, der er modelleret op i stentøj og glaseret, er udformet som henholdsvis en bluse, en nederdel og en opsat frisure. Kjole- og hårmoden på Louisa Augustas tid er udgangspunktet for de tre objekter, dog uden at de historiske referencer bliver for tydelige. Skulpturerne er båret af en underfundig og legende tilgang til kunsten, som er karakteristiske for Claydies praksis.
Keramikgruppen er opsat ved Det Hvide Palæ og står lige ved indgangen til parken. Her tager parkens gæster godt imod den indbyggede invitation til at ’iklæde’ sig keramikken, stille sig bag nederdelen og blusen eller under parykken og for en stund agere prinsesse. Iscenesættelsen foreviges spontant med mobilen og gør værkerne til parkens mest fotogene ’selfie’-objekter.
Om Claydies
Tine Broksø og Karen Kjældgård-Larsen udgør tilsammen duoen Claydies. De er begge uddannede keramikere fra Danmarks Designskole i 2000. Claydies blev dannet samme år med det mål at lave en fælles kunstnerisk identitet. De to ladies har arbejdet med clay lige siden. Claydies arbejder med keramik, unika, udstillinger og design og angriber områderne på nye måder, for at finde nye udtryksformer. De vender op og ned på det vante, vender ting på hovedet og fletter nye betydninger og historier ind i det velkendte. Claydies har modtaget legater fra bl.a. Statens Kunstfond, og har udstillet på Museer og gallerier i Danmark og udland. De er kendt for at nytænke design og unika, bl.a. ved at fremvise keramik på catwalk. Karen Kjældgård-Larsen er desuden kendt for stellet Mega Mussel som produceres af Royal Copenhagen. www.claydies.dk
Prinsesse Louise Augusta – bluse, 2020. Glaseret stentøj
Prinsesse Louise Augusta – paryk, 2020. Glaseret stentøj
Prinsesse Louise Augusta – opsat hår, 2020. Glaseret stentøj
Kunstnerduoen Claydies alias Karen Kjældgård-Larsen og Tine Broksø