Janne Malmros

REMAINS

08.07.23 – 17.09.23

REMAINS

08.07.23 – 17.09.23

Janne Malmros’ udstilling REMAINS tager afsæt i Augustiana som et sted, som et historisk hus med herskabeligt interiør – i dag et fredet palæ fra 1790, der tidligere har fungeret som bolig for bl.a. prinsesse Louisa Augusta. Janne Malmros vil i løbet af flere ophold på Augustiana arbejde med forskellige stedspecifikke greb og interventioner. Materialevalg samt værkernes farve- og formsprog udvikles i tæt dialog med kulturarven, arkitekturen og den smukke natur, der omgiver palæet. Tendenser, levn og sysler fra tidligere tider blandes med nutidens industrielle teknikker og tematikker. Med på udstillingen er en palet med akvarelfarver fremstillet af planter og andre pigmenter indsamlet i palæets park, bronzeafstøbninger af plantedele fra området, skulptur og installation samt forskellige værker på papir.

Som titlen antyder, er Janne Malmros projekt optaget af at finde ind til og afdække, det som forbliver levende for os – det som overlever og overleveres fra fortiden. Som den franske filosof Gaston Barchelard (1884-1962) fastslog, er et hus netop ikke blot en statisk kasse, de beboede rum er langt mere end geometri og rette linjer. Udstillingen REMAINS handler bl.a. om, hvad dette mere er.

Janne Malmros er uddannet fra Central St. Martins i London og har en kandidat fra Slade School of Fine Art (2009). Hun har en BA i mellemøstlige studier med persisk fra Københavns Universitet (2018). Malmros har primært boet og arbejdet som billedkunstner og formidler i udlandet, men har nu base i København. Malmros interesserer sig for både botanik, entomologi, geometri, historie, folklore og mønster og hendes kunstneriske praksis er karakteriseret af grundig research og nænsomme interventioner. Hun undersøger med sine værker, hvordan forskellige tiders formsprog, farver og mønstre både menneskeskabte såvel som dem, der findes i naturen, kan ses som et system, hvormed man kan undersøge og indfange virkeligheden.

Fakta om udstillingen

Periode:
08.07.23 – 17.09.23
Lokalitet:
Det Hvide Palæ
Kunstnere:
Janne Malmros
Støttet af:
Statens Kunstfond og Det Obelske Familiefond
Entré:
Gratis entré