Til nyhedsoversigten

15.06.23

WHERE TO GO + THRESHOLD

Augustiana Kunstpark & Kunsthal tager hul på sommeren med to soloudstillinger i Det Hvide Palæ i Augustenborg. Udstillingerne åbner lørdag den 8. juli, hvor alle er velkomne til at kigge indenfor mellem kl. 14 og 16.

Gilbert Gordon: WHERE TO GO

Gilbert Gordon arbejder med film, skulptur og konstruktioner – totalinstallationer i stor skala. Udstillingen WHERE TO GO på Augustiana Kunsthal er ingen undtagelse. Her fylder han de herskabelige rum i palæets stueplan med videoværker, der udfolder en sammenhængende historie på tværs af de tre udstillingslokaler. I en række videosekvenser udforskes forholdet mellem menneske og teknologi iscenesat som en kærlighedshistorie mellem en mand og hans drone.

Med sine værker tematiserer Gilbert Gordon vores fascination af teknologi og gadgets og undersøger de følelser og relationer, vi er i stand til at udvikle overfor døde ting – følelser, som vi måske ikke engang er i stand til at mobilisere i vores møde med andre mennesker, siger kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen.

Gilbert Gordon har skrevet en længere tekst, hvor han udfolder temaet mand og drone. Læs teksten her. https://www.idoart.dk/blog/where-to-go

Janne Malmros: THRESHOLD

Palæets første sal danner ramme om Janne Malmros’ soloudstilling THRESHOLD – en mangefacetteret udstilling, der tager udgangspunkt i palæets historie og naturen omkring stedet. Med udstillingen udforsker hun begrebet TÆRSKEL, både i betydningen af ​ indgang (fx dørtærskel), en begyndelse eller som overgangen fra en tilstand (fysisk eller psykisk) til en anden.

Janne Malmros har som et led i sit projekt bl.a. indsamlet laksebær i Augustenborg skov og på forskellig vis anvendt dem i sine værker. I en anden serie værker tager hun udgangspunkt i hæklede stykker håndarbejde, som er indkøbt lokalt, men omskabt til abstrakte gipsrelieffer og i en serie ovale billeder refererer hun til palæets herskabelige indretning og tidligere funktion som bolig for prinsesse Louise og Louise Augusta.

Janne Malmros har i mere end et år besøgt Augustiana flere gange og fulgt årets og naturens gang. Det er der kommet en række sanselige og distinkte værker ud af, som på hver deres måde fortolker det, man kunne kalde stedets ånd, fortæller kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen.

Janne Malmros har skrevet en uddybende tekst, som kan læses her: https://augustiana.dk/udstillinger/threshold/

 

Kom til fernisering

Udstillingerne åbner lørdag den 8. juli kl. 14. Åbningstalen holdes af Bjørn Allerelli Andersen, udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, Sønderborg Kommune. Kunstnerne vil være til stede og alle er velkomne.

Augustianas udstillingsprogram 2023 er støttet af Statens Kunstfond og Det Obelske Familiefond og kan ses frem til 17. september.

 

Udstillingsperiode:
8. juli – 17. september 2023
Entré og åbningstid:
Tirsdag-søndag kl. 12-16, mandag lukket. Gratis adgang

Mere om udstillingerne og kunstnerne her:
https://augustiana.dk/udstillinger/where-to-go/  &  https://augustiana.dk/udstillinger/threshold/
Adresse:
Augustiana Kunstpark & Kunsthal, Palævej 10-14, 6440 Augustenborg

Foto:
Gilbert Gordon: Where to go (video still). Skuespiller: Frederik Mansø. Fotograf: Mathias Døcker. Drone fotograf og lys: Balthazar Hertel. Komponist: Simon Brick. Instruktør: Gilbert Gordon.

Janne Malmros: Laksebær, Augustenborg. Foto: Janne Malmros

 

 

For yderligere information, kontakt venligst
Kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen, hnnl@sonderborg.dk, 21 62 44 52